Hun var sygeplejerske for misbrugere. Nu afviser hun regeringsfælles drøm om fri narko

Klokken er 11:30, og den snestorm, der tidligere på morgenen klædte Københavns gader i hvidt, er stilnet af. Op ad Istedgade, fra Københavns Hovedbanegård og over mod Den Brune Kødby, ikke langt derfra, går Socialdemokratiets misbrugsordfører, Maria Durhuus. Vi har sat hende stævne her på Vesterbro for at tale om den stort anlagte værdighedsreform, som allerede nu ser ud til at give anledning til uenigheder internt i regeringen. Politibiler kører langsomt forbi os, og en enkelt politimand patruljerer Istedgade til fods. En lille strøm af mennesker er på vej i samme retning som os, mod stofindtagelsesrummet H17. Maria Durhuus har selv været én af dem, der gav de afhængige deres daglige fix. Inden hun i 2022 kom i Folketinget for Socialdemokratiet, arbejdede hun som sygeplejerske. Hun har arbejdet som fængselssygeplejerske, på en lukket psykiatrisk afdeling og på et af de første steder i Danmark, hvor der blev givet lægeordineret heroin. Det er hendes oplevelser i mødet med nogle af landets allermest udsatte, der har formet hendes holdninger. Holdninger, der meget snart skal stå deres prøve, når regeringen skal forhandle værdighedsreformen, som skal tage hånd om de allermest udsatte og fjerne unødvendig kontrol og unødvendige krav. På det overordnede plan er Maria Durhuus nemlig langtfra enig med sine regeringsfæller Moderaterne, der har ambitioner om at afkriminalisere stoffer. »Værdighed er jo ikke bare at få sit stof og blive overladt til sig selv i Istedgade,« lyder det fra ordføreren. Hun er altså heller ikke enig i det forslag, som Moderaternes udsatteordfører, Nanna Gotfredsen, inden jul fremlagde i nærværende avis. Moderaternes forslag er, at politiet som konsekvens af værdighedsreformen ikke længere skal konfiskere stoffer i de tilfælde, hvor besiddelsen af stofferne i dag vil føre til en advarsel og en konfiskation. I dag gives der en advarsel – ikke bøde eller fængselsstraf – når besiddelsen af euforiserende stoffer er til eget forbrug, når brugeren vurderes at have en stærk afhængighed, og når sociale forhold taler for det. Men samtidig konfiskerer man altså stofferne. Det sidste vil Moderaterne lave om på. Tiltaget vil, har Nanna Gotfredsen erkendt, være en de facto afkriminalisering af stoffer for en særlig gruppe. Men for Maria Durhuus har afkriminalisering ikke meget med værdighed at gøre. I stedet ønsker hun, at man har en helt anden tilgang til mennesker, der er afhængige af stoffer. »En værdig behandling af de her mennesker er at vise dem en vej ud af misbruget ved hjælp af en bedre behandling, end vi tilbyder i dag. Og det er også, at vi ikke giver op, selv hvis de brænder os af ved behandlingstilbuddet, men at vi bliver ved med at række ud,« siger Maria Durhuus. Men hvorfor kan man ikke afkriminalisere, hvis man samtidig sikrer en værdig behandling? »Grundlæggende synes jeg ikke, at stoffer er noget, man skal have fri adgang til, og jeg mener heller ikke, at vi skal sende et signal om, at stofferne ikke er det primære problem. Desuden mener jeg, at det er gavnligt, at politiet er i jævnlig kontakt med meget udsatte og kan være med til at bygge bro til skadestue og lignende.« Ikke forbudt at gå i hundene Som sygeplejerske oplevede Maria Durhuus, at man i sundhedsvæsenet gang på gang stillede spørgsmålstegn ved brugernes motivation, når de faldt ud af behandlingen. »Vi vender aldrig spejlet om og spørger, om vores tilbud er godt nok. Vi efterlader en hel masse mennesker på perronen, fordi vi lader det hele handle om deres motivation,« siger Maria Durhuus og tilføjer: »Men deres motivation er jo dulmet af stofferne – så meget, at de har svært ved at mærke alt det, der gør ondt, og som vil motivere dem til at slippe ud af deres misbrug.« Hun mener ikke, at en afkriminalisering af stoffer vil gøre de her menneskers tilværelse bedre. »I stedet skal vi sikre, at der er et sted, de kan gå hen og få den hjælp, de har brug for. Det er jo ikke forbudt at gå i hundene i Danmark, men jeg vil bare så gerne, at hvis man gør det, så gør man det på et oplyst grundlag, og jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen, der ønsker det liv, de lever dernede på Istedgade.« Maria Durhuus oplevede selv, at den helhedsorienterede indsats blev svigtet, da hun arbejdede på Valmuen, der er et behandlingstilbud for borgere, der er afhængige af heroin. På Valmuen blev der i starten tilbudt varm mad to gange om dagen, til stede var pædagoger, der havde mulighed for at danne relationer til brugerne, og der var computere, så det var muligt at lave jobansøgninger. »Men lige pludselig lukkede køkkenet, fordi der skulle spares. Så gik vi ned til en minimumsstandard, hvor de kunne komme to gange om dagen og få deres injektioner. Der var selvfølgelig stadig mulighed for samtaler, men slet ikke i samme grad. Hele den helhedsorienterede indsats var væk,« siger Maria Durhuus. Ifølge Maria Durhuus er der flere steder i verden, hvor der ligger et behandlingstilbud på etagen over injektionsrummet. »Det betyder, at den dag du sætter nålen i armen for sidste gang, kan du faktisk gå op og starte en behandling. I Danmark, der skal du finde et misbrugscenter, og så skal du have en tid, og du skal til en indledende samtale,« siger Maria Durhuus. Hun fremhæver, at man i Zürich har udviklet heroin på pilleform til afhængige. Dosen er så høj, at den forhindrer abstinenser, men så lav, at flere af dem, der tager det lægeordinerede stof, kan varetage et arbejde. »I Danmark kan du ikke arbejde, hvis du to gange om dagen skal møde op et bestemt sted for at få dine injektioner,« siger Maria Durhuus. En illusion om afkriminalisering Kimen til den kommende værdighedsreform blev lagt på Marienborg, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne skrev det regeringsgrundlag, der dannede fundamentet under SVM-regeringen. Her lød det, at regeringen ønskede at »lægge grundstenene til en ny politik for de allermest udsatte«, hvor de »mødes med værdighed og på en måde, hvor vi tager langt bedre hånd om dem, som har allermest behov for det«. Siden har statsminister Mette Frederiksen (S) nævnt den kommende reform i både sin åbningstale til Folketinget og i sin nytårstale. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i Jyllands-Posten luftet nogle af sine tanker, der inkluderer et mere favnende behandlingssystem, så udsatte undgår at blive »kastebolde« i kommunerne. Samme tanker lød i et interview med Nanna W. Gotfredsen i Berlingske, hvor Moderaternes ordfører også foreslog konkret at indføre en »ret« til at beholde ens stoffer. »Der er tale om mennesker, der er så stofafhængige, at det ikke nytter noget at tage deres næste fix fra dem,« sagde Nanna W. Gotfredsen. Men det mener Maria Durhuus altså er den forkerte vej at gå. »Hvis vi bare afkriminaliserer, så accepterer vi, at vi symptombehandler i stedet for at forsøge at nå ind til, hvorfor de her mennesker er blevet syge. Vi bør jo stræbe efter at give de her mennesker et så »normalt« liv som muligt.« Nanna W. Gotfredsens argument er jo blandt andet, at de skal ud og finde nye stoffer, hvis man tager stofferne fra dem, og på den måde fremmer man kriminaliteten. Køber du den? »Nej, det gør jeg ikke. De skal jo alligevel hele tiden have deres næste fix, og deres næste fix efter. Men med det forslag tror jeg, at vi risikerer at gøre nogle af de allermest udsatte til bagmændenes opholdsdepot.« Hun henviser også til, at regeringen allerede har vedtaget, at det skal være muligt for udsatte i umiddelbar nærhed af et fixerum at beholde deres stoffer, hvis de bliver stoppet af politiet. Men er der ikke nogen, der er så langt ude, at man ikke kan hjælpe dem, og hvor det mest værdige, man kan gøre for dem, er at sørge for, at de kan få lov til at blive i flugten? »Jeg tror ikke på, at der er nogen, der ikke kan hjælpes. Der er nogen, der vil være så ødelagte i alle deres receptorer og alle deres sansesystemer, at de vil skulle have en standardbehandling med et lægeordineret stof. Men jeg har simpelthen ikke mødt nogen, der ikke havde et ønske om et andet liv.« Men kan der ikke være en pointe i, at de her mennesker skal have hjælp og ikke straf? »Jeg køber ikke, at politibetjentene nede i Istedgade eller lignende steder skulle jagte de her mennesker. I virkeligheden gør politibetjentene et kæmpe stykke arbejde i forhold til at nå flere af de her mennesker og få dem indlagt, og jeg tror bestemt ikke, at det ville gavne dem at afskære kontakten til politiet.« Hvordan skal i nogensinde blive enige om at lave en værdighedsreform, når nu I ser så forskelligt på det her område? »Jeg tror ikke, at uenigheden er stor om, at behandlingstilbuddene skal være værdige og bedre. Og så må vi jo sætte os ned og tage den snak og se, om vi kan lande noget. Og det kan vi selvfølgelig. Jeg tror bare, at det er en illusion, at hvis vi afkriminaliserer, så vil folk få hjælp i stedet for straf.« Regeringspartneren i Venstre slog i forbindelse med interviewet med Nanna W. Gotfredsen fast, at man absolut ikke ønskede at afkriminalisere »dødsensfarlige stoffer«. Venstre slog dog også fast, at partiet ønsker, at samfundets mest udsatte borgere, skal have »en værdig behandling«. Foran H17 har politifolk lige eskorteret en bruger ud af stofindtagelsesrummet, inden de sætter sig ind i politibilen og kører væk fra Vesterbro. https://www.berlingske.dk/politik/hun-var-sygeplejerske-for-misbrugere-nu-afviser-hun-regeringsfaelles-droem